Styrtede da han så Google-bil

En cyklist styrtede på sin cykel, da han opdagede Googles Street View bil. Nu er uheldet foreviget med offentliggørelsen af Googles seneste tjeneste.

Google har i dag åbnet for tjenesten Street View i Danmark, og tager man en tur ned ad Vestergade i København med tjenesten, får man mere end et indtryk af omgivelserne.

Ud for Vestergade 12 har Street View bilen nemlig fanget et cykelstyrt. Og det er faktisk en sjov historie, lyder forklaringen fra Peter Friis, der er leder af Googles kontor i Danmark.

- Han kommer kørende på sin cykel, da han får øje på Street View bilen, og så vil han tage et billede af den med sin mobil, og det er i det øjeblik han styrter, siger Peter Friis til DR Nyheder.

Et sjovt billede

Han forklarer, at cyklisten er en ven til en af de ansatte på Googels kontor, og at cyklisten selv ringede til kammeraten, og fortalte at han var på billedet.

- Han synes i øvrigt, at det er et meget sjovt billede, siger Peter Friis.

Han fortæller, at der faktisk har været ret meget hype omkring Street View bilerne, når de har bevæget sig rundt i landet:

- En masse mennesker har synes, det har været sjovt at spotte bilerne. Der har været hjemmesider, hvor man har lagt billeder ud af bilerne. Og flere lokalaviser har taget billeder af dem, når de har været forbi, siger Peter Friis.

Klag til Google

Ifølge ham er det et rent tilfælde, at uheldet er blevet fanget. Og han understreger, at der ikke er tale om en sekvens der er sat ind for at skabe opmærksomhed om den nye tjeneste:

- Bilen har kørt en gang gennem gaden, og kameraet der er monteret ovenpå bilen har fanget uheldet. Der er ikke noget der er sat ind. Vores biler har kørt 32.057 km. i Danmark, så det er klart, at der sker ting i de forskellige sekvenser, sigert Peter Friis.

Men han oplyser, at man har mulighed for at henvende sig til Google, hvis man har fundet sig selv på et billede i Street View tjenesten og er utilfreds:

Nederst i venstre hjørne af billedet står der: Rapporter et problem. Her kan man klikke og gøre Google opmærksom på problemet.

Ifølge Peter Friis plejer Google at behandle henvendelserne inden for otte timer. Men han kan dog ikke oplyse, om der er kommet nogen henvendelser, siden Street View åbnede i Danmark i dag.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: