Læger udskriver for dyr medicin
29. jan. 2010 20.20 IndlandI Brønderslev sparer Jesper Holmelund hver dag samfundet for unødige udgifter. Han er praktiserende læge og udskriver altid den billigste medicin, når der er lige gode alternativer.
- Jeg forsøger at være prisbevidst på patientens og samfundets vegne, siger Jesper Holmelund til DR Nyheder.
Hvis alle praktiserende læger gjorde som ham, kunne samfundet hvert år spare op mod en milliard kroner i medicinudgifter.
Enkel recept
Jesper Holmelunds recept er enkel. I stedet for at ordinere den nyeste medicin, der ofte er omfattet af dyre patenter fra medicinalfirmaerne, bruger han lidt ældre medicin, som virker akkurat lige så godt, men hvor det dyre patent er udløbet.
En af de lidelser, han kan behandle billigere end gennemsnittet, er mavesår.
Der findes en håndfuld produkter på markedet. De billige koster under to kroner om dagen. Det dyre patenterede over fire gange så meget. Alligevel udskriver de danske læger langt mest af det dyre præparat. Men ikke Jesper Holmelund.
- Ser man på mavesår, udskriver jeg medicin til en gennemsnitspris på under to kroner. Andre kolleger ligger helt oppe på seks og otte kroner i gennemsnit, siger han.
Kæmpe besparelser mulige
Medicinen er akkurat ligeså god - og det gælder i mange tilfælde, hvor den dyre, nye medicin ligeså godt kan udskiftes med den billige ældre.
- Der sker ikke noget som helst med behandlingskvaliteten. Det er den samme effekt, de samme bivirkninger, men bare til en billigere pris, siger Steffen Thirstrup, der er chef for Institut For Rationel Farmakoterapi (IRF).
IRF hører under Lægemiddelstyrelsen og holder øje med, at danske læger bruger medicin fornuftigt.
Steffen Thirstrup understreger, at det ikke er alle patienter, der vil kunne skifte fra den dyre medicin til den billige.
- Der vil være nogen, der af forskellige medicinske årsager ikke kan skiftes. Men et sted mellem 80 og 95 procent vil kunne.
Det løber op. Kigger man alene på fem populære præparater, der altså kunne udskiftes i minimum 80 procent af tilfældene, er der virkelig penge at hente.
428 millioner
Det gælder for dyr mavesårsmedicin, morfin, smertestillende medicin til gigtpatienter, antidepressiver og insulin, der alle kunne udskiftes med billigere alternativer.
I alt vil disse fem medicingrupper medføre en besparelse på 428.801.049 kroner om året, hvis lægerne i 80 procent af tilfældene valgte det billige præparat.
Det svarer til mere end 1.000 årslønninger til sygeplejersker.
Og der er endnu mere at spare, mener Steffen Thirstrup og Institut fra Rationel Farmakoterapi.
- Der vil være et besparelsespotentiale, hvis vi så på alle lægemidler og ikke kun på de fem her, på mellem en halv og en hel milliard om året.
PLO: Svært at indfri
De Praktiserende Lægers Organisation (PLO) anerkender problemet, men mener ikke, at det er de praktiserende lægers skyld.
Ofte bliver patienter nemlig udskrevet fra hospitalet med recepter på dyre lægemidler.
- Og så er det op til os at overbevise patienten om, at den medicin, den dygtige læge på sygehuset udskrev, skal udskiftes med en billigere, som vi kommer med. Det kan være meget svært at få patienten med på den, siger PLO's formand Henrik Dibbern.
Men den køber den praktiserende læge, Jesper Holmelund i Brønderslev, ikke helt.
- Det er ikke svært, hvis man først beslutter sig til at gøre noget ved det. Det er den mentale omstilling, der er svær, siger han.