Bornholm lukket af snestorm
30. jan. 2010 07.01 IndlandBornholm, der også tidligere har fået meget sne, ser ud til at være ramt af vinterens hidtil kraftigste snestorm. Og politiet fraråder ikke bare unødvendig udkørsel, men al udkørsel overhovedet.
Bilister, der allerede er kørt fast, opfordres til at forlade bilerne og ikke sidde og vente på hjælp, for den kommer ikke.
Voldsomt snefald kombineret med kuling har nærmest sat øen på stand by, og vintertjenesten vurderer, at situationen er så farlig for snerydningsmandskabet, at al snerydning her til morgen er blevet indstillet.
- Det er ganske enkelt ikke muligt at se en hånd for sig, fortæller Pia Marker Rasmusssen fra vintertjenesten på Bornholm, til P4 Bornholm.
Pansrede mandskabsvogne klar
To pansrede mandskabsvogne står klar i Nexø og Rønne til at køre ambulancekørsel, hvis de almindelige ambulancer med sneplov foran må give op.
Sigtet gør det umuligt for chaufførerne at se vejen. Derfor er rydningen af vejene indstillet, og den foreløbige melding lyder på, at der ikke ryddes sne i dag på Bornholm.
Det kraftige snefald og forventet kuling hele lørdagen gør, at vejrfolk og politi anbefaler, at beboerne på Bornholm bliver hjemme i dag, og det lokale trafikselskab BAT har indstillet kørslen, det gælder formentlig hele dagen.
En række aflysninger af koncerter og andre arrangementer er en følge af vejret, læs eventuelt mere på www.dr.dk/Bornholm.