Mere hjælp end forventet til Haiti og Afrika
31. jan. 2010 15.59 IndlandDanmarks Indsamlingen satte i går rekord.
Danske virksomheder og privatpersoner gav i går 130 millioner via auktioner, donationer og sjove konkurrencer. Dermed blev sidste års rekord på godt 72 millioner slået.
Og det enorme beløb betyder, at nødhjælpsorganisationerne kan være meget mere langsigtede i deres hjælp til Haiti og Afrika.
Brønde - ikke kun vand
- Det er jo fuldstændigt fantastisk. Jeg havde ikke i min vildelse fantasi forestillet mig, at vi skulle nå så højt op, siger Henrik Stubkjær, som er generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, en af de humanitære organisationer, som står bag indsamlingen til jordskælvsofrene i Haiti og fattige kvinder i Afrika.
Nødhjælpsorganisationen kan nu lave et langt mere grundigt og langsigtet nødhjælpsarbejde, end medarbejderne havde troet.
- Det kæmpe beløb betyder, at vi nu for alvor kan få sat gang i det, vi er optaget af i Haiti. Nemlig at gå fra den direkte uddeling af vand og vandrensningstabletter til at etablere brønde og en langvarig vandforsyning, siger Henrik Stubkjær.
Penge til arbejde flere år frem
Den samme melding kommer fra Dansk Røde Kors.
- Det betyder også, at den indsats, som skal ske på Haiti de kommende tre år eller mere for at få landet på fode igen, altså ikke bare den kortsigtede nødhjælp, men også det udviklingsarbejde, som skal stables på benene, at det har vi nu midler til, siger foundrasingchef Kenneth Ørberg.
- Så det er vi rigtig taknemmelige over.