Langt mellem saltede veje
01. feb. 2010 08.01 IndlandManglen på vejsalt kan ses på vejene nu. Leverandørerne kan ikke skaffe salt nok, og derfor bliver kun de store veje saltet.
Problemet er, at det er snevejr og frost i store dele af Europa, og det betyder, at det er svært at få leveret nok vejsalt.
- Vi får for lidt salt til Danmark og kan ikke klare efterspørgslen, siger Per Nygaard, der er regional markedschef i firmaet Brøste A/S, en af de tre store leverandører af vejsalt til landets kommuner.
Alle skal have lidt
Manglen på vejsalt betyder, at Brøste A/S er nødt til at fordele saltet. Beder en kommune om 500 ton, får de kun 100, fordi alle kommuner skal have lidt, siger han.
Per Nygaard siger, at den manglende salt skaber nervøsitet, så flere kommuner er begyndt at prioritere vejene, så det kun er busruter og gennemgående veje der bliver saltet.
Han kalder situationen alvorlig, for han har været i branchen i 21 år, og har aldrig oplevet noget lignende.