Nu er det tid at hamstre salt
01. feb. 2010 12.27 IndlandSupermarkeder og byggeforretninger er allerede løbet tør for vejsalt, og kommunerne kæmper for at få salt nok til at strø på vejene.
Men efter et krisemøde med leverandørerne forud for den snestorm, der ventes i morgen, beroliger Vejdirektoratet:
- Vi skulle have salt nok til de store veje, hvis vejrudsigten de næste fem dage holder stik. Det kommer dog helt an på, hvor meget sne, der falder, og hvor længe det bliver ved, siger driftsdirektør Niels Christian Skov Nielsen.
Pres fra hele Europa
Problemet er, at der er vinter i hele Europa, og dermed er der enormt pres på saltproduktionen.
- Til dato har vi brugt 75000 tons salt på statsvejnettet mod normalt 30000 tons, siger driftsdirektør Niels Christian Skov Nielsen, der altså ikke kan love, at der er salt nok, lige til Kong Vinter slipper sit tag i landet.
Målet med mødet var i dag var en bedre koordinering mellem leverandørerne og dem, der bruger saltet, det vil sige Vejdirektoratet, kommunerne og Sund og Bælt, så saltleverancerne dirigeres hen, hvor behovet er størst.
Grus i stedet for salt i Nordjylland
I Nordjylland har kommunerne taget konsekvensen af, at saltdepoterne er ved at være tømte.
Her er vejfolkene begyndt at bruge groft sand eller grus blandet op med en lille slat salt for at forebygge, at vejene bliver isglatte.
Blandingen strøes ud på de mindre veje, hvor der ikke bliver kørt stærkt, ikke på motorvejene, fortæller koordinator Jan Madsen fra Vejcenter Nordjylland.
Grusen kan dog give problemer når sneen engang smelter. Så skal det nemlig pumpes op af kloakkerne, og der kommer også til at ligge flere centimeter grus i vejkanterne, siger Jan Madsen.