Fraråder udkørsel flere steder
02. feb. 2010 14.36 IndlandSnevejret kombineret med fygning på grund af den kraftige blæst har fået politiet til at fraråde unødvendig udkørsel flere steder i landet.
I Østjyllands Politikreds gælder det hele Djursland, hvor der er store problemer med at holde vejene fri for sne.
Samme melding kommer fra politiet på Sydsjælland og Lolland Falster. Her frarådes udkørsel fra Stevns og sydover til Nakskov.
Politi og Vejdirektoratet venter, at situationen på vejene vil blive værre i løbet af eftermiddagen og aftenen. For at ambulancer og andre udrykningsfartøjer til komme frem er forsvaret trådt til og har stillet fem tungere køretøjer til rådighed.
De pansrede mandskabsvogne er placeret ved redningsstationerne i Holbæk, Ringsted, Nykøbing Falster, Køge og Roskilde, beretter P4 Sjælland.