Overborgmester vil skabe ro om kaffemøde
04. feb. 2010 14.57 IndlandSlap af, og lad være med at gå helt amok over en kaffeaften kun for mødre.
Sådan lyder budskabet fra Københavns socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen, som ikke forstår at så mange politikere har hidset sig op over, at Holbergskolen i aften holder et forældremøde kun for kvinder.
Bare et kaffemøde
Baggrunden for kønsopdelingen er, at skolen har erfaringer med, at mange muslimske kvinder ikke deltager, hvis der er mænd med.
- Jeg synes, der er brug for, at alle tager en dyb indånding i denne sag. Der er tale om et kaffemøde for mødre og børn, hvor målene er at tale om nogle konkrete problemer og at bringe
nogle flere forældre ind i skole-hjem-samarbejdet, siger Frank Jensen til berlingske.dk.
Misforstået hensyn
Mødet i aften handler om mobning. Og Venstre og de Konservative på Københavns Rådhus mener, at det er forkert at holde skolemødet, uden at alle forældre har mulighed for at møde op.
- Det er et misforstået hensyn til en meget lille gruppe. Hvis emnet havde været amning kunne der være et objektivt, sagligt hensyn til, at der kun kom kvinder, siger Venstres medlem af børne- og ungeudvalget Cecilia Lonning til berlingske.dk.
Demokrati og ligestilling
Og den konservative næstformand i børne- og ungeudvalget, Rasmus Jarlov, er forarget.
- Det er principløst, at man bare giver efter for nogle muslimske skikke. Der ville sikkert være mange eksempler på, at man kunne gøre hverdagen nemmere ude på skolerne, hvis man gav efter. Men det handler om, hvilke værdisæt vi vil have i den danske folkeskole, og det er for mig demokrati og ligestilling, siger Rasmus Jarlov til berlingske.dk.
Venstre er dog ikke enig med Dansk Folkeparti, som kræver skolelederen fyret, hvis ikke mødet i aften aflyses eller åbnes for forældre af begge køn.