To overfaldet efter demonstration
07. feb. 2010 02.13 IndlandØstjyllands Politi i Århus har anholdt en gruppe unge mænd, der sættes i forbindelse med et overfald på to yngre mænd, der lørdag deltog i en antifascistisk demonstration i Århus.
De to mænd blev slået ned i Århus' latinerkvarter. Det første overfald skete ved 21.30-tiden i Graven. Det andet overfald skete få minutter senere tæt ved det første overfaldssted, oplyser politiets vagtchef.
Begge de overfaldne mænd menes at være uden for livsfare.
Kort efter overfaldene anholdt politiet 12-13 unge mænd i en baggård i nærheden af Kystvejen i Århus. Vidner har fortalt politiet, at flere medlemmer af gruppen stod bag overfaldene på de to mænd.