FN anerkender stor dansk u-landsbistand
08. feb. 2010 08.41 IndlandDanmark har fået ledelsen af FN-topmøde om fattigdomsbekæmpelse som anerkendelse for, at den danske ulandsbistand stadig er høj på trods af den økonomsike krise, siger Christian Friis Bach, der er international chef i Folkekirkens Nødhjælp. Han mener samtidig, at det også er en anerkendelse af, at den danske bistandsminister, Ulla Tørnæs, har ført en meget aktiv u-lands-politik for netop at få løst et af 2015-målene nemlig kvinders ligestilling.
Dagsorden
På topmødet skal det blandt andet fastlægges, hvordan den rige verden og udviklingslandene sammen kan opfylde FN's 2015-mål. Det er nogen konkrete mål, der blandt andet handler om at halvere sult i verden og om at få alle børn i skole, mål der blev fastsat af FN ved årtusindskiftet og skal være opfyldt om fem år.
Danmark skal lede forhandlingerne frem mod topmødet og forsøge at få alle verdens lande til at blive enige om en tekst.
- Mødet skal finde sted i september i New York så alt det praktiske omkring invitationer, mødelokaler og anden logistik har Danmark intet at gøre med, forklarer Christian Friis Bach.
Danmark deler iøvrigt ledelsen med Senegal.
Problemerne
Den Internationale chef i Folkekirkens Nødhjælp, Christian Friis Bach, peger på, at det kan være et problem at nå FN's 2015 mål inden for den fastsatte tid.
Verden står i øjeblikket overfor en fødevarekrise, som sender markedspriserne i vejret. Det betyder endnu flere ikke har råd til at spise sig mætte.
Der er også en global finanskrise, som bevirker at mange rige lande ikke føler de har overskud til at hjælpe og så er der klimaproblemer, som meget ofte rammer den tredje verden hårdt med enten lange tørkeperioder eller unaturligt store mængder regn.
- Herudover er der grundlæggende to store problemer, understreger Christian Friis Bach, det ene er at en række afrikanske statsledere slet ikke har gjort deres job godt nok, og så er der en række rige lande, som slet ikke forlængst har gjort det, de har lovet.
Store prisfald
Et problem er også i lyset af finanskrisen, at priserne på en række råvarer for eksempel bomuld er faldet drastisk, og det er typisk den slags varer fattige u-lande lever af at eksportere. Turisterne køber heller ikke så mange safari- eller badeferier i de afrikanske lande i øjeblikket, så derfor mangler mange fattige lande også store indtægter.
- Oven i det kommer så, at en række rige lande har skåret ned på bistanden i forlængelse af finanskrisen, siger Christian Friis Bach og peger på, at præcist det bliver Danmarks store problem til september.