Dokumentar gik videre end jægerbog
09. feb. 2010 06.37 IndlandNu bør sagen mod den tidligere jægersoldat, Thomas Rathsack, opgives.
Det mener udgiveren af soldatens bog, den omdiskuterede "Jæger - i krig med eliten", efter at have set en dokumentar på TV2 i aftes.
Dokumentaren fulgte danske jægersoldater tæt, mens de var på mission i Afghanistan.
Dokumentar mere detaljeret
TV2's dokumentar viser blandt andet, hvordan soldaterne reagerer på angreb og leder efter ledere af oprørsbevægelsen Taliban.
Ifølge Jakob Kvist, der er forlagschef for Peoples Press, er der langt flere detaljer i programmet end i jægerbogen.
Den vurdering er Poul Dahl, som er er tidligere chef for jærgerkorpset, enig i.
- Dokumentaren er da mindst lige så afslørende som bogen. Både hvad angår afsløringen af teknik, taktik og detaljer, siger Poul Dahl.
- Forsvaret har et forklaringsproblem
Poul Dahl mener ikke, at hverken bog eller dokumentaren bringer danske soldaters liv i fare.
Men dokumentaren rejser et andet spørgsmål siger han:
- Udsendelsen er jo påbegyndt længe før Thomas Rathsacks bog, så jeg synes bestemt, at forsvaret har et stort forklaringsproblem, siger Poul Dahl.
Den opfattelse deles af Rathsacks forlægger.
- Det er jo nu en endnu større gåde, hvad der egentlig var problemet med Thomas Rathsacks bog. Det er jo de samme mennesker, der har tilladt dokumentaren, der rejste sagen mod ham. Den sag bør jo droppes nu, siger Jakob Kvist.