Connie Hedegaards mand løfter sløret for økonomien
09. feb. 2010 09.06 IndlandConnie Hedegaard og hendes mand, Jacob Andersen, offentliggør gladeligt, hvad han har af økonomiske interesser, når EU spørger. Det er nye toner fra parret, der pure nægtede at give oplysningerne, da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen spurgte i 2005.
- Det er mig og ikke min mand, som er valgt til et offentligt embede, hvorfor han ikke mener, at oplysninger om ham kan kræves offentliggjort på statsministeriets hjemmeside, skrev Connie Hedegaard dengang i en pressemeddelelse, og kaldte sagen principiel.
Men på Europaparlamentets hjemmeside kan enhver nu finde et dokument, hvor det fremgår, at Jacob Andersen er partner i Dansk Kommunikation ApS og ejer firmaet CoffeeRoad ApS. I alt har de to firmaer en omsætning på 3,3 millioner kroner.
Regler indført midt i det hele
Connie Hedegaard kalder situationerne vidt forskellige.
- Det andet var jo nogle regler, der blev indført midt i det hele dengang. Men her, der ved man, før man overhovedet siger ja til jobbet, at sådan er det, siger hun til Ritzau og tilføjer:
- Jeg synes også, det er noget helt andet, når man tager sig et job, som ikke er for lille Danmark, hvor alt er meget transparent, men nu skal kunne kigges i kortene af en halv milliard mennesker på én gang, tilføjer hun.
Den nye EU-kommission med Connie Hedegaard på holdet ventes at blive endeligt godkendt i dag.