200.000 kroner til mor i sorg
18. feb. 2010 14.55 Fredensborg
Opdat.: 19. feb. 2010 08.46Over 200.000 kroner er samlet ind i en privat indsamling til Anja Ulvedal Jensen fra Nivå, der mistede sine to små børn i en voldsom brand den 26. december sidste år.
Børnene blev passet i Anja Ulvedal Jensens lejlighed af deres mormor, der som den eneste overlevede branden.
Tilbage stod Anja Ulvedal Jensen uden sine børn og uden en lejlighed og samtidig havde hun opsagt sin indboforsikring et års tid forinden på grund af økonomiske problemer.
Hun stod kun med det tøj, hun havde på
Den historie har rørt Christina Lund fra Søllerød og andre almindelige danskere så meget, at de har startet en indsamling til fordel for Anja Ulvedal Jensen.
-Hun stod kun med det tøj, hun havde på, da hun så sit hus i brand. Så vi ville gerne give hende noget økonomisk frihed, så hun ikke skulle tænke på at komme tilbage på arbejde med det samme, fortæller Christina Lund.
Christina Lund kendte ikke Anja Ulvedal Jensen før branden. Men hun har selv en søn på 4 år, og derfor blev hun så rørt, at hun blev nødt til at hjælpe.