Biskopper overvejer homovielser
09. mar. 2010 11.00 IndlandFlere af landets biskopper er klar til at se på, om homoseksuelle skal vies i kirken.
- Kirken kan lige så godt erkende, at det bærer den vej. Jeg vurderer, at der er et politisk flertal for det, og i sådan en situation må kirken også tage på sig at være kirke. Sådan en beslutning skal ikke tages af et parlament, men af en kirke, siger Karsten Nissen, biskop i Viborg Stift.
Han er imod vielser af homoseksuelle i kirken, men opfordrer alligevel kirkeminister Birthe Rønn Hornbech til at nedsætte et hurtigtarbejdende udvalg bestående af modstandere og tilhængere inden for kirken, der skal komme med et oplæg til politikerne.
Leve med forskelligheder
- Selv om jeg har den holdning, jeg har, så må det være sådan i et kirkeligt fællesskab, at når man har behandlet en sag ordentligt, så kan man også leve med forskelligheder, siger Karsten Nissen.
Hans kollega i Århus Stift, Kjeld Holm, er tilhænger af vielser for homoseksuelle i kirken.
- Der er en dyb uenighed mellem biskopperne på dette område, men jeg håber, vi kunne finde en model, hvor ægteskab og registreret partnerskab bliver sidestillet, men at præsterne blev stillet frit for, om de vil gøre det, siger Kjeld Holm.
Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech sagde i går, at hun er parat til at diskutere, om homoseksuelle skal kunne indgå i registreret partnerskab i folkekirken i stedet for på rådhuset. Hun afviser dog, at homoseksuelle kan få lov til at indgå et ægteskab. Det er helliget en mand og en kvinde, mener hun.
Flere modeller i spil
Oppositionen i Folketinget har fremsat flere beslutningsforslag i Folketinget. De Radikale ønsker fuld ligestilling mellem homo- og heteroseksuelle, mens Socialdemokraterne er parate til at acceptere, at homoseksuelle ikke får ret til at indgå et egentligt ægteskab.
Dansk Folkeparti og De Konservative er de eneste partier, der er imod homoseksuelle vielser i kirken. Venstres gruppe er splittet, og det regnes for sandsynligt, at medlemmerne vil blive fritstillet, hvis det kommer til en afstemning i folketingssalen.