Blodpropper kan spores i tide
09. mar. 2010 22.24 IndlandEt stort antal danskere kan undgå at blive ramt af en blodprop med risiko for tidlig død, hvis de gennemgår en enkel og billig undersøgelse, som kan afsløre begyndende åreforkalkning, det skriver Berlingske Tidende onsdag.
Det får nu ledende hjertelæger til at foreslå indførelse af screening for hjertekarsygdomme, så der i tide kan sættes ind med medicinsk behandling. Hjerte- og kredsløbssygdomme som følge af forsnævrede blodårer er skyld i fire ud af ti dødsfald og koster årligt op imod 15.000 danskere livet.
- Man vil kunne nedsætte dødeligheden med 30-40 pct. og give folk et langt liv uden hjertekarsygdomme, hvis åreforkalkningen opdages i tide, og patienterne sættes i forebyggende behandling med kolesterol-, eller blodtrykssænkende medicin.
Der er enorme perspektiver i en screeningsordning på dette område, siger klinikchef på karkirurgisk klinik på Rigshospitalet, overlæge Henrik Sillesen, der er tidligere formand for Hjerteforeningen og står bag forslaget sammen med professor Erling Falk fra hjertemedicinsk afdeling på Skejby Hospital.