860.000 danskere er småalkoholikere
10. mar. 2010 05.27 IndlandHundredtusindvis af danskere drikker for megen alkohol mange uden selv at være klar over det.
Faktisk drejer det sig om 860.000 voksne danskere, som drikker mere end de 21 genstande for mænd og 14 genstande for kvinder, som er den anbefalede maksimumgrænse for hvor meget alkohol man bør drikke om ugen.
Almindelige mennesker
Og det chokerer Ulrik Becker, som har forsket i danskernes alkoholvaner ved Statens Institut for Folkesundhed.
- Jeg er overrasket over, at Sundhedsstyrelsens kampagner ikke har haft større effekt, siger han til DR Nyheder.
- Problemet med denne gruppe er, at det er mennesker som dig og mig, der rent vanemæssigt har fået et alkoholforbrug, som er for stort. Og de fleste mennesker ved ikke, at et alkoholforbrug, der ligger ud over genstandsgrænserne, faktisk er forbundet med en lang række sygdomme, siger overlægen.
Kommuner gør for lidt
Mange af de småalkoholiske danskere tænker på ingen måde over, at der bliver indtaget for megen øl, vin eller spiritus. Det er bare blevet en del af hverdagen.
Og generelt gør kommunerne ikke nok for at komme problemet til livs, mener Ulrik Becker.
- Konsekvenserne af at drikke påfører kommunerne en masse økonomiske udgifter. Så man kan undre sig over, at kommunerne ikke har haft mere fokus på det, siger han,
I dag bliver der afholdt en stor alkoholkonference i Odense. Her vil det blandt andet blive diskuteret, hvordan kommunerne i fremtiden bør håndtere at alkoholproblemer stadig er et tabu, og at der findes en stor mellemgruppe af såkaldte "minimisbrugere" i Danmark.