Unge skal tales ud af fængslet
12. mar. 2010 22.28 IndlandUnge kriminelle kan nu se frem til at komme ud til andet end gaden, når de løslades fra fængslet, skriver Berlingske Tidende.
Politikerne på Københavns Rådhus har netop godkendt en ansøgning fra Københavns Fængsler og Jobcenter København, der vil tilbyde 200 unge varetægtsfængslede i alderen 18-24 år samtaler om deres konkrete uddannelses- og jobønsker for den nærmeste fremtid.
Ordningen er udviklet af beskæftigelses- og integrationsforvaltningen i Københavns Kommune, og tanken er, at hvis de unge tilbydes samtalerne under deres korte ophold bag tremmer, kan tilbagefaldet til kriminalitet erstattes af en uddannelse eller et job.
Kriminelle skal sætte ord på fremtidsønsker
- Samtalerne kan hjælpe de unge til selv at sætte ord på deres ønsker for fremtiden. Det gælder for de fleste, at de gerne vil være fri af kriminalitet og have et arbejde, men at de har brug for hjælp til at nedbryde deres "forandringsønske" til noget, der er realiserbart lige nu, siger projektansvarlig og beskæftigelseschef for Københavns Fængsler Trine Ravn og fortsætter:
- Det nytter ikke noget, at forandringsønsket er at blive pilot, hvis man har et hashmisbrug. Så må den indsatte i stedet hjælpes til at se, hvilken forandring han kan iværksætte allerede i morgen - for eksempel at sætte forbruget ned.