Krav om forstærket indsats i kampen mod røg
14. mar. 2010 21.56 IndlandStatsministerens drøm om, at danskernes levealder skal være blandt de ti højeste i verden, risikerer at gå op i røg.
Sådan lyder advarslen fra Kræftens Bekæmpelse og Socialdemokraterne, som er oprørte over, at to medarbejdere i Sundhedsstyrelsen er alene om at have tobaksforebyggelse som deres primære arbejdsopgave, skriver Berlingske Tidende.
- Vi ved, at 12.000 mennesker hvert år mister livet på grund af røg, og i det lys er to medarbejdere ikke overvældende for at sige det på jysk. Danskerne fortjener en højere national prioritering, når det gælder om, at skabe en adfærdsændring i befolkningen og bedre regler på rygeområdet, siger Arne Rolighed, direktør i Kræftens Bekæmpelse.
Sundhedsstyrelsen beskæftiger omkring 530 medarbejdere. Flere af dem burde fokusere på rygning, selvom forebyggelsen er lagt ud i kommunerne, mener Arne Rolighed.