Sygeplejerske: Vi vil have flere mænd
16. mar. 2010 15.30 IndlandFlere mænd skal trække i sygeplejerskeuniformen, og komme ud på de danske hospitaler.
Sådan lyder ønsket fra oversygeplejerske Christian Jørgensen fra Kolding Sygehus.
Han glæder sig over at de første meldinger fra sygeplejerskeskolerne, som tyder på, at han i fremtiden får flere mandlige kollegaer.
- Det er rigtig glædeligt, siger oversygeplejersken.
Sidste frist
I dag var sidste frist for at søge optagelse på en uddannelse gennem kvote 2.
Flere sygeplejeskoler er endnu ikke færdige med at tælle ansøgningerne, men de skoler DR Nyheder har fået en melding fra fortæller om en stigning i antallet af ansøgere generelt.
Sygeplejerskolen i Aalborg har oplevet en stigning på over 80 procent, fra 91 ansøgere sidste år til 166 i år. Og 15 ansøgere - eller knap ti procent - i år er mænd.
Skolen har ikke tal på, hvor mange af kvote 2-ansøgerne sidste år der var af det maskuline køn. Men blandt det samlede antal ansøgere var kun fem procent mænd.
- Det går jo den rigtige vej, og det er noget man skal glæde sig over, siger Christian Jørgensen, som understreger, at de kvindelige sygeplejersker yder en stor indsats.
Hurtigere og mindre snak
Oversygeplejersken har 60 kvindelige sygeplejerske på sin afdeling og ikke en eneste mand. Men tidligere har han haft mandlige sygeplejerskekollegaer.
- Mænd har det jo med at handle lidt hurtigere end kvinder, siger Christian Jørgensen.
- Og der er en tendens på rene kvindearbejdspladser, at det udvikler sig til skyllerumssnak, hvor mænd mere er sådan, at man ikke bærer nag, tilføjer han.
Godt for patienterne
Også patienter vil have glæde af flere mandlige sygeplejersker.
- Det vil give en anden tilgang til patienter. Mandlige sygeplejersker er mere ligetil og de handler mere, end de snakker. Det kan patienterne godt lide, især de mandlige patienter, siger han.
- Og hvis man fik flere mandlige sygeplejersker ind, vil jeg vove at påstå, at man kunne skabe mere stabilitet i fremmødet. Der ville ikke være så meget sygefravær i forbindelse med graviditet, vurderer oversygeplejersken.
Flere mænd, tak
Han er nu spændt på at se tallene for, hvor mange mænd, der vælger sygeplejerskeuddannelsen, når de endelige tal bliver gjort op til sommer.
- Jeg tror bestemt det ville give et mere dynamisk sundhedsvæsen, hvis vi fik flere mænd ind, siger Christian Jørgensen.
- Så flere mænd, tak!