Vil lave genstandsgrænser for ældre
17. mar. 2010 10.13 IndlandDe gældende anbefalinger om alkohol til danskerne er vildledende for den del af befolkningen, der på grund af deres alder og fysik ikke længere kan tåle samme mængde alkohol som tidligere. Derfor skal de nu skrives om. Det skriver Kristeligt Dagblad.
- Vi mener, at der mangler nuancer i de nuværende anbefalinger og arbejder på at formulere en række nye, der blandt andet skal tage højde for, at ældre med en skrøbelig fysik påvirkes mere af alkohol og dermed risikerer flere skader, siger forebyggelseschef i Sundhedsstyrelsen Else Smith.
Grænser ikke klar endnu
Præcis hvordan de nye anbefalinger skal udformes ligger endnu ikke fast.
- Det er vanskeligt at udarbejde generelle retningslinjer på området, da mennesker reagerer meget forskelligt på alkohol. Ikke bare køn og alder, men også den enkeltes fysik og helbred spiller en rolle, siger Else Smith, der håber på at kunne præsentere de nye alkohol-anbefalinger inden for et år.
Skepsis over for faste grænser
Ældre Sagen hilser mere information på området velkommen, men udtrykker skepsis over for anbefalinger for ældre, hvis de alene baseres på fødselsår.
- Alder er ikke længere ensbetydende med skrøbelighed og dårligt helbred. Mange ældre holder sig tværtimod i god form og er derfor ikke mere udsatte for alkoholskader end andre. Dem er der ingen grund til at sygeliggøre, siger sundhedskonsulent i Ældre Sagen Maj Vingum Jensen.