Fairtrade garanterer ikke chokolade uden børnearbejde
17. mar. 2010 12.07 IndlandBørn i hårdt arbejde på kakaomarker er ikke et billede vi som forbruger har lyst til at have på nethinden, når vi spiser chokolade.
I aftes afslørede DR i dokumentaren "Chokoladens Mørke Side" groteske forhold i chokoladeindustrien, hvor børn bliver handlet og brugt i produktionen.
Nogle forbrugere vælger at betale ekstra for chokoladen ved at købe Fairtrade-mærkede varer, men det er heller ingen garanti for, at chokoladen er produceret uden børn.
Flere uanmeldte besøg
- Vi kan ikke garantere, at der ikke forekommer børnearbejde, og det tror jeg er tæt på umuligt at gøre, siger Sune Prahl Knudsen, pressechef i Fairtrade Mærket.
Alle Fairtrades kakaobønder er certificerede, og de får kontrolbesøg en gang om året. De seneste år har flere fået uanmeldte kontrolbesøg, fordi man så kan gribe hurtigere ind over for børnearbejde, siger han.
Sune Prahl Knudsen siger, at også Fairtrade har fundet børnearbejde på kontrolbesøg ude hos bønderne.
Skal på fode igen
- Når vi finder børnearbejde bliver cacaobønderne suspenderet, men vi får også hurtigt lavet en plan for at få dem på fode igen. Vi bruger lige så mange ressourcer på uddannelse og støtte som på kontrolbesøg. Netop for at mindske problemet med børnearbejde, siger han.
- Vi ser en virkelighed, hvor folk er meget fattige. Her kan børnearbejde desværre være et middel for familien til at øge deres beskedne indtjening. Vi arbejder på at give familierne en bedre økonomi, fordi familierne ofte bliver presset ud i at sende egne børn eller andre børn i marken.
Sune Prahl Knudsen opfordrer forbrugerne til at købe chokolade, hvor producenten og importøren garanterer, at bønderne får en ordentlig løn, fordi fattigdom er en af de største årsager til problemerne med børnearbejde.