Politiet undersøger eksborgmester
18. mar. 2010 07.33 Glostrup
Opdat.: 18. mar. 2010 07.44Politiet skal undersøge, om Glostrups tidligere socialdemokratiske borgmester Søren Enemark overtrådte loven, da han efter kommunalvalget sidste år søgte på personlige oplysninger om SF'eren Charlotte Brangstrup.
Hun havde lovet at støtte ham som borgmester, men da stemmerne var talt op, sprang hun fra aftalen, og det medførte voldsomme protester, som i en periode antog karakter af personlig hetz.
Lækkede oplysninger
Siden opstod der mistanke om, at det var Søren Enemark, der lækkede oplysningerne efter at have hentet dem i kommunens interne registre.
Kommunernes Landsforening har nu undersøgt sagen og konkluderer, at Enemark har forbrudt sig mod en række love ved at bede om at få udleveret fortroligt materiale.
Søren Enemark erkender overfor DR og i en pressemeddelelse fra Socialdemokraterne at have indhentet oplysningerne. Men han afviser at have videregivet dem.