Hundredevis af soldater har forsøgt selvmord
18. mar. 2010 20.34 IndlandIfølge en undersøgelse fra soldaternes fagforening har 281 danske soldater, der har været udsendt til Balkan, Afghanistan eller Irak, har forsøgt at begå selvmord, efter de kom hjem. Mange af dem mere end én gang.
HKKF, der er soldaternes fagforening, oprettede i 2008 projektet Livlinjen, der skulle tage sig af de mest traumatiserede, hjemvendte soldater.
Selvmordsforsøg
TV2ØST har set tallene for, hvad projektet har kortlagt af problemer for de ialt 303 soldater, der indtil nu har henvendt sig.
281 har forsøgt at begå selvmord, og 177 af dem har forsøgt det mere end en gang.
Magter ikke opgaven
- Her er altså en gruppe af borgere - tidligere soldater - som man ikke har været opmærksom på før. Og som man ikke har indstillet sig på at hjælpe, siger Alan Damm, der er sekretariatschef i Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF), til TV2ØST.
Han peger på, at forsvaret taler om det her er noget, det skal gøre noget ved.
- Men forsvaret magter ikke at løfte opgaven endnu, siger Alan Damm.
Forsøgte selvmord
Thomas Bøje Frederiksen vendte hjem fra mission på Balkan i 1994 med traumer. Gennem flere år var han flere gange indlagt på psykiatriske afdelinger, og i 2004 forsøgte han at begå selvmord.
- Jeg købte en ordentlig bunke heroin og fik en til lave en sprøjte til mig. Der skulle være nok til at slå mig selv ihjel. Den tømte jeg så i venstre hånd. Det næste jeg husker er et par dage efter, hvor jeg vågner på psykiatrisk afdeling, siger Thomas Bøje Fredriksen til TV2ØST.
Kom igennem
Thomas Bøje Frederiksen fik kort tid efter selvmordsforsøget at vide, at han skulle være far. Det fik ham til at kæmpe sig igennem traumerne, og han er nu ovenpå igen. Men han er ikke tilfreds med den hjælp, som forsvaret giver, selvom det siden hans udsendelse er blevet meget bedre.
- Det er jo ikke kun soldaten, der dør, det går ud over. Det er jo hele familier, der bliver smadret, påpeger Thomas Bøje Frederiksen og mener det er samfundets problem men forsvarets ansvar.
- Der skal gøres noget ved problemet, understreger han.
Politisk handling
Politikerne på Christiansborg var godt klar over, at ikke alle hjemvendte soldater har fået den hjælp, de har brug for, og kredsen bag forsvarsforliget skal snart drøfte en veteranudredning, der skal undersøge problemet.
Men at hele 281 har forsøgt selvmord overrasker politikerne
-Det er jo rystende, at det er så mange. Det understreger med al ønskelig tydelighed, hvor alvorligt det her er, siger forsvarsordfører John Dyrby Paulsen (S) til TV2ØST.