Hver 4. pattegris dør inden fire uger
17. maj 2010 19.00 IndlandSvineproducenternes avlsselskab Danavl satte for et par årtier siden et nyt avlsmål: Nu skulle der avles på de søer, der fødte flest grise. Nu får danske søer verdens største kuld - i gennemsnit næsten 16 grise pr. kuld. Nogle søer får helt op til 24 grise, og mange fostre er så små og skravlede, at de aflives. Andre er dødfødte, og ialt dør 23,9% af samtlige fødte pattegrise inden de er 4 uger gamle. Hvert år dør således over 9 mio. pattegrise inden 4-ugers alderen.
-Det er en meget ringe måde at producere på og med meget ringe etik, siger direktør Britta Riis fra Dyrenes Beskyttelse til DR Nyheder.
Ammesøer
En so har højst 14 patter og når en so får flere end 14 grise, så flytter man de overskydende til en såkaldt ammeso. Ammesoen har stadig mælk i patterne efter at dens egne grise lige er blevet taget fra den, og nu får den altså et ekstra kuld, så den skal tage en ekstra tørn på betongulvet i den smalle boks.
-De stærke søer, som vi vurderer kan holde til at ligge i 6 uger, de får et ekstra hold grise lagt over til sig, siger direktør i Videnscenter for Svineproduktion, Nicolaj Nørgaard.
-Ammesøerne får velfærdsproblemer fordi de skal producere mælk i længere tid og fordi de spærres inde i de små bokse i længere tid, siger Britta Riis fra Dyrenes Beskyttelse.
Endnu større kuld
Ifølge Videnscenter for Svineproduktions egen hjemmeside, vil Danavl fortsætte udviklingen mod endnu større kuld.
-Kuldene bliver nok lidt større i de kommende år, men vi avler på de søer, der kan holde liv i grisene, så vi håber at dødeligheden vil falde, siger Nicolaj Nørgaard fra Videnscenter for Svineproduktion.
Men danske svinproducenter avler stik imod anbefalingerne fra EU`s ekspertpanel på området. EU anbefaler, at man avler efter det antal grise, som soen selv kan passe - nemlig ca. 12.
Dyrenes Beskyttelse har samme mål som EU`s ekspertpanel.
-Vi vil gerne nedbringe kuldstørrelserne fordi dødeligheden så også vil falde. Man bør avle efter det antal grise, som soen selv kan passe. Det er jo vanvittigt at hver fjerde gris dør inden 4-ugers alderen, siger Britta Riis fra Dyrenes beskyttelse.