Rejser sag om pattegrise-død i EU
18. maj 2010 12.31 IndlandMedlem af EU-parlamentet Dan Jørgensen rejser nu sagen om de høje dødsrater af pattegrise over for EU-kommissionen. Formålet er at få presset Danmark til at overholde loven.
- Svinesektoren er gået for langt i deres jagt på profit. Dyrene behandles ikke længere som levende væsner men mere som produktionsmaskiner. Det er ikke bare uværdigt, det er også ulovligt ifølge EU-traktaten, siger Dan Jørgensen
16 smågrise pr. kuld
Som TV-AVISEN oplyste i aftes føder danske søer, der holdes til landbrugsformål, meget store kuld med gennemsnitligt 16 smågrise pr. kuld.
Dette er resultatet af et målrettet avlsarbejde for at opnå så stor indtjening i erhvervet som muligt.
Det har imidlertid store negative konsekvenser. Mange fostre er så små, at de må aflives. Andre er dødfødte. I alt dør 23,9% af samtlige nyfødte pattegrise, inden de er fire uger gamle. Det viser tal fra dansk landbrugs brancheorganisation, Landbrug og Fødevarer.