Fire spædbørn døde med hul i mavesækken
07. jul. 2010 11.11 Indland
Opdat.: 07. jul. 2010 12.13Siden november er fire for tidligt fødte spædbørn, med hul i mavesækken, døde på Rigshospitalet. Det er aldrig sket før.
- Det er helt usædvanligt. Af de rapporter, vi har set, har vi aldrig oplevet sådan en ophobning af sager før, siger Gorm Greisen. Han er klinikchef på afdelingen for nyfødte, der skal behandles på Rigshospitalet.
- Hullet i mavesækken har været den direkte grund til, at det ene barn er dødt. I de tre andre tilfælde kan hullet muligvis være en medvirkende årsag, siger Gorm Greisen.
Sonden under mistanke
Rigshospitalet har ikke fundet en sammenhæng mellem dødsfaldene. Men sonden, der giver de for tidligt fødte mad, er under mistanke.
- I nogle af tilfældene har sonden været ude gennem hullet i mavesækken. Derfor er det nærliggende at tro, at det kunne have noget med det at gøre, siger Gorm Greisen.
Sonden er skiftet ud
Efter det fjerde dødsfald, der skete i juni måned, så blev sonden skiftet ud. De første tre dødsfald var meget tidligt fødte børn på omkring 500 gram, der har ringere chance for overlevelse. Men i det sidste tilfælde var det en større dreng.
- Så traf jeg den beslutning at udskifte sonden, fordi det var mere usædvanligt. Det var en stor dreng, som havde rigtige gode chancer for at overleve. Derfor tænkte jeg, at vi blev nødt til at gøre noget, siger Gorm Greisen.
Sagen om
Sonde brugt siden 2002
Dog understreger Gorm Greisen, at det langt fra er sikkert, om udskiftningen af sonden kommer til at gøre nogen forskel. Sonden har nemlig været brugt på Rigshospitalet siden 2002, og situationen lige nu er helt usædvanlig.
Ifølge Ekstra Bladet bliver samme type sonde brugt i Odense, Århus og på Sydvestjysk Sygehus.
Politiet efterforsker sagen
Alle fire dødsfald er indberettet til Lægemiddelstyrelsen, og Rigshospitalet bedt politiet efterforske det seneste dødsfald af den større dreng. Producenten af sonden, Unomedical, har desuden gennemgået deres data og har ikke tidligere hørt om lignende sager.
Ingen grund til panik
Trods de fire dødsfald, så maner Gorm Greisen til besindighed.
- Jeg mener ikke, der er grund til ekstra bekymring. Jeg tror ikke, der er nogen særlig ukendt risikofaktor på spil, siger han
Rigshospitalet gennemgår nu procedurerne omkring sonden for en sikkerheds skyld.