Skuespilleren Gyda Hansen er død

Skuespilleren Gyda Hansen er død. Hendes liv var præget af mange op- og nedture. Hun blev 72 år.

Skuespilleren Gyda Hansen er død, 72 år.

Hendes liv blev et liv med mange op- og nedture, efter at hun i en ung alder havde gjort en lovende entré i underholdningsbranchen.

Hun debuterede som 18-årig på Skolescenen og var herefter i flere sæsoner i træk en af hovedkræfterne i Studenterrevyen. Flere københavnske teatre gjorde brug af hende, og i 1963 fik hun sin første filmrolle.

Personlige problemer

Gyda Hansen blev ofte fremhævet for sin ligefremme ægthed og sin evne til at fremstille "den slagfærdige hverdagspige". Men under overfladen lurede hendes personlige problemer, som kunne samles under én overskrift: Alkohol.

Misbruget kostede hende 10 års pause fra scenen, hvor hun i 1995 gjorde comeback i Nørrebro Teaters opsætning af "Harry og kammertjeneren". Mange vil stadigvæk huske hendes fremstilling af Kim Bodnias mor i den første Pusher-film.

Kamp for at blive tørlagt

Siden havde hun kun få roller, den sidste i filmen "Over gaden under vandet", der havde premiere i 2009.

Gyda Hansen fortalte åbent om sit misbrug og sin succesrige kamp for at blive tørlagt i bøgerne "Smil, din klovn" og "Vi ses om lidt". Bøgerne og hendes liv dannede udgangspunkt for de mange foredrag, hun holdt rundt omkring i landet, hvilket hun fortsatte med indtil for få måneder siden.

Gyda Hansen boede i skuespillerforeningens hus på Peter Rørdams Vej i København, og hun døde efter kort tids kræftsygdom.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: