Stor stigning i brug af ADHD-medicin
09. sep. 2010 07.01 IndlandHvert eneste kvartal stiger forbruget af medicin mod ADHD med et millionbeløb, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
I løbet af syv kvartaler, altså 21 måneder, er salget af stoffet methylphenidat fordoblet.
I andet kvartal i år blev der solgt for 50,9 millioner kroner af stoffet, som blandt andet kaldes Ritalin. Beløbet svarer til knap tre millioner dagsdoser.
For det konkurrerende stof atomoxetin er salget fordoblet til 11,6 millioner kroner på blot seks kvartaler.
Det viser tal, som Lægemiddelstyrelsen har udarbejdet for Morgenavisen Jyllands-Posten.
Flere diagnoser og mere medicin
Stigningen skyldes dels, at flere personer får diagnosen, dels, at hver patient får mere medicin.
Skolepsykologernes forening advarer mod, at for mange børn får en ADHD-diagnose og derefter medicineres.
- Hvis man skal hjælpe et barn, er det ikke nok at stille en diagnose, , siger Bjarne Nielsen, formand for Pædagogiske Psykologers Forening til Jyllands-Posten.
- Så må man se på de voksne omkring det. En diagnose kan være med til næsten at frikende de voksne, og det er virkelig problematisk.