Pædagoger indrømmer sex- og drukskandale
09. sep. 2010 07.56 Aabenraa
Opdat.: 09. sep. 2010 08.19To pædagoger fra Aabenraa er gået til bekendelse i en alvorlig druk- og sexsag.
Sagen drejer sig om, at to pædagoger fra et bosted i Aabenraa var på en offentlig betalt ferietur til Ungarn med tre 16-17 årige unge fra samme institution.
Men turen endte i en ren skandale.
Drak og betalte for prostitueret
I en helt ny redegørelse er det kommet frem, at pædagogerne har lavet en lang række grove brud på institutionens regler, uden at pædagogerne selv har kunnet forklare, hvad der er gået galt.
De har blandt andet drukket med de mindreårige på institutionens regning, og opfordret til samt af egen lomme betalt 60 kroner for en af drengenes besøg hos en prostitueret.
Bortvist
Én af pædagogerne har selv sagt op efterfølgende, mens den anden blev bortvist.
Pædagogerne og de unge kommer fra Sofiedal i Aabenraa.
Det er et bosted for unge med svære psykiske og sociale problemer.
Politianmeldelse
Aabenraa kommunes jurister vil nu undersøge, om der er grundlag for en politianmeldelse af de to pædagoger.
Sagen får ingen konsekvenser for lederen af Sofiedal Svend Hansen Tarp, der også er byrådsmedlem i Aabenraa for socialdemokraterne.