Landmænd ønsker skrappere krav
09. sep. 2010 08.47 IndlandKravene til sundhed i svinestaldene skal sættes op. Det mener svineproducenterne selv.
Der er netop indført nye grænseværdier for medicinforbrug og dødelighed - som blandt andet siger at højst hver fjerde so må dø af sig selv i stalden, før den når at blive sendt til slagtning.
Tror de bliver sænket
Men en grænseværdi der tillader så høj en dødelighed siger ikke noget om gode landmænd, siger Nicolaj Nørgaard, der er direktør i svinebranchens eget Videnscenter for Svin.
- Vi opfatter ikke grænseværdien som værende tilfredsstillende i forhold til god landmandspraksis, men jeg tror også på, at grænseværdierne vil sænkes til et mere passende niveau i løbet af de kommende år, siger han til DR Nyheder.
Kontrol er styrket
Selvom grænseværdierne er sat højt, så er det alligevel et skridt i den rigtige retning, mener Nicolaj Nørgaard.
- Den samlede overvågning af besætningerne, myndighedernes løbende kontrol med dødeligheden og antibiotikaforbruget på alle bedrifter, er styrket, siger han.