Tandlæge fejlbehandlede 55 børn

I flere år havde en tandlæge i den kommunale tandpleje fejlbehandlet over 50 børn. Men tandlægen fik lov til at arbejde videre trods mange advarsler.

Gennem flere år fik en tidligere overtandlæge i Sønderborgs kommunale tandpleje lov at bore videre, mens de ansatte forgæves forsøgte at råbe forvaltningen op.

Men ingenting skete.

Henvist til Patientklagenævnet

Tandlægen blev oven i købet udnævnt til overtandlæge, mens børnene og deres forældre blev henvist til Patientklagenævnets hjemmeside.

Først da fire ansatte i den kommunale tandpleje fik nok og indsamlede oplysninger om 55 børn, som tandlægen havde fejlbehandlet, kom der skred i sagen, skriver JydskeVestkysten.

Sundhedsstyrelsen har ikke set det før

Det skyldtes dog ikke kommunen, som aldrig greb ind over for tandlægen.

Det gjorde i stedet Sundhedsstyrelsen, som aldrig før har oplevet så mange anklager mod én behandler, oven i købet fra pågældendes egne kolleger:

- Det var rigtig meget. Både i antal og i sagernes karakter, fortæller Mette Halberstadt, afdelingstandlæge i Sundhedsstyrelsens tilsyn.

Kommune: Vi har ikke fejlet

Hun fik listen med de 55 tilfælde i marts 2009. 16. juni fik tandlægen frataget sin autorisation til behandling af børn under 16 år, men først 1. juli samme år valgte kommunen at fjerne tandlægen fra patientkontakt. Alligevel afviser kommunen at have fejlet.

- Vi har taget affære, så snart vi kunne. Vi har igen og igen præciseret, at de ansatte skulle henvise og hjælpe forældrene med at sende klager til Patientklagenævnet, siger Thomas Lund Sørensen, afdelingsleder i Sønderborg Kommunes Fagcenter Sundhed og Handicap.

Tandlæge: Helt naturligt

Selv siger tandlægen, at han har gennemført mange flere operative indgreb end de øvrige tandlæger i den kommunale tandpleje, og at det derfor er helt naturligt, at der opstår flere komplikationer i hans behandlinger.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: