Elbilen er god men for dyr
27. sep. 2010 14.12 IndlandForud for 2011, hvor Danmark være testnation for elbiler, har flere danskere afprøvet det mere miljøvenlige køretøj. Og de er tilfredse.
- Til bykørsel og små ture er den fantastisk at køre i, siger kundemedarbejder Gitte Pinholt fra Juelsminde.
Hun er en af de testpersoner, som har fået mulighed for i tre måneder at at afprøve en Citroën C1, som er blevet bygget om, så den er eldreven.
Danskere glade for elbilen
På en konference om elbiler og infrastruktur præsenterede Kjeld Nørregaard fra Teknologisk Institut i dag den respons, som han har fået fra testpersoner, som har byttet bilen i garagen ud med en elbil i tre måneder.
- De har alle været glade og begejstrede. Elbilen er næsten lydløs, og nogle familier melder, at den er billigere end deres egen, fortæller Kjeld Nørregaard.
Han er programleder på projektet Prøv en el-bil, som i samarbejde med Foreningen Energi Horsens, NRGi, Horsens og Hedensted kommuner lader familier teste el-biler i tre måneder af gangen. Og indtil videre har det altså været en succes - dog mest som bil nummer to.
Korte køreture
Der er et problem ved elbilen, som gør, at Gitte familie også må have en almindelig bil. Elbilen kører kun 70-80 kilometer, så er batteriet opbrugt. Og det tager otte timer at oplade et fladt batteri.
- Vi kunne ikke klare os kun med elbilen. Min mand er ejendomsmægler i Horsens, så batteriet ville række til, at han kørte ud og hjem, men ikke til alle de ture, som han kører i løbet af dagen, forklarer Gitte Pinholt.
Ifølge Kjeld Nørregaard fungerer elbilen bedst, hvis der også er en almindelig bil i husstanden.
- Elbilen er lige nu bedst som bil nummer to. Men den kan stadig opfylde behovet for 400.000 biler i Danmark, vil jeg tro, siger han.
Planlægning af kilometerne
Begrænsningen på kilometer kræver, at Gitte Pinholt skal planlægge, hvordan hun vil bruge elbilen. For selvom hun kan oplade bilens batteri i et almindeligt stik, tager det lang tid. Det erkender Kjeld Nørregaard.
- En del har været utilfredse med, at de hele tiden skal bekymre sig om, om kilometerne nu også rækker til indkøb eller til at hente børnene, siger han.
Oplader-stationer mangler
Andre virksomheder, som for eksempel Better Place, arbejder også på udviklingen af fremtidens elbil.
Better Place mener, at hvis elbilen skal være et reelt alternativ som transportmiddel, skal der være stationer rundt om i landet, hvor man kan udskifte sit flade batteri med et frisk og genopladt af slagsen.
Det skal gerne gå lige så hurtigt som at tanke en bil. Det mener de at kunne tilbyde, når de går i luften i efteråret 2011.
Vil skifte til elbilen - for rette pris
Gitte Pinholt har faktisk været så glad for elbilen, at hun godt kunne finde på at anskaffe sig en, når hendes almindelige bil engang skal skiftes ud.
- Jeg har ikke brug for en større bil, eller en bil der kan mere, end elbilen kan. Og så har vi min mands bil til længere ture i weekenden. Men det afhænger selvfølgelig af prisen, siger hun.
Netop prisen har været et problem for flere testpersoner, som mener at 240.000 kroner er 100.000 kroner for meget.
I dag mødtes Better Place, Teknologisk Institut og en del andre virksomheder, som arbejder med og forsker i elbiler, til en konference arrangeret af Transportens Innovationsnetværk for at diskutere udfordringer og muligheder i fremtiden.