Imam mægler i million-strid mellem kriminelle
10. okt. 2010 17.00 IndlandGellerup i det vestlige Århus lægger for tiden beton til en voldsom konflikt mellem flere store familier fra Mellemøsten. Politiet kalder situationen meget anspændt og hadefuld.
- Det har givet slagsmål og ballade igennem længere tid. Hvis vi ikke vi får lagt låg på, så har det det med at eskalere, fortæller chefpolitiinspektør ved Østjyllands Politi, Bent Preben Nielsen.
- Jeg er 80 procent sikker på, at de vil forsøge at slå mig ihjel - om det er en bilbombe eller en kniv jeg bliver stukket ned med, det ved jeg ikke, fortæller et medlem af den ene familie til DR.
Fire-fem millioner kroner
Striden drejer sig om fire-fem millioner kroner. Den ene part siger at de har investeret pengene hos den anden familie, som så har mistet dem eller skjult dem.
Men den anden part fortæller til DR, at de har lånt pengene til at starte pizzariaer op for. Renten for lånet skulle være op mod 40 procent, hvilket ifølge Bent Preben Nielsen fra Østjyllands Politi er ulovligt.
- Man kan ikke bare drive bankvirksomhed. Der er regler i straffeloven om ågerrenter, så det er noget vi skal have kigget på.
Sorte og hvide penge
I august kulminerer konflikten med et brandattentat mod en af familierne, som blev anmeldt til politiet. Men pengestriden er der ingen, der vil afgive vidneforklaring om.
Leder af Indvandrerrådgivningen, Leif Randeris, har været i kontakt med fire meget vrede involverede i striden. Han gav dem det råd at gå til politiet med sagen, men det gjorde de ikke. Leif Randeris mener, det kan være, fordi pengene er lyssky.
- Penge kan fremkomme på mange måder. Der findes jo det, der hedder hvide og sorte penge, og måske tilhører deres penge det sidste, fortæller Leif Randeris til DR.
Tilbagebetalingsaftale
Sidst i september blev en fremtrædende imam fra Gellerup involveret i konflikten. Han forsøgte at forklare parterne om Koranens forbud mod renter.
Alligevel endte mødet med en tilbagebetalingsaftale, som begynder til januar.
- Vi skal have vidner på, at de ting er sagt, og hvad vi har aftalt. For man kan ikke lave en aftale med folk, der er kriminelle og voldelige, siger et medlem af El-Souki-familien til DR.
Parallelsamfund
Integrationsrådet i Århus er kritiske overfor, at imamer bevidner aftaler i en åbenlyst kriminel strid. Det skader integrationen.
- De kan være med til det sociale og forebyggende arbejde, men det retsmæssige skal de holde sig fra. Vi skal ikke have et parallelsamfund. Vi har et samfund - det danske, understreger formanden for Integrationsrådet i Århus, Purnima Kumarathas.
Alvorlig snak
Politiet i Århus efterforsker nu anklagen om ulovlig bankvirksomhed med ågerrenter og modanklagen om investeringssvindel.
En tilbagebetalingsaftale kan ifølge politiet resultere i yderligere kriminalitet. Hvis en imam har bevidnet en aftale i sagen, vil politiet derfor kraftigt overveje at tage en alvorlig snak med ham.
- Man må selvfølgelig ikke medvirke til kriminalitet. Det er selvfølgelig forkert og kan også være ulovligt, lyder beskeden fra chefpolitiinspektør Bent Preben Nielsen fra Østjyllands Politi.