Vi vil ha' vores egen indsamling

Det nye fænomen inden for velgørenhed er små private indsamlinger, hvor pengene i sidste ende bliver givet videre til de store nødhjælpsorganisationer

Mange drømmer om, at stå i spidsen for en indsamling til et godt formål. Derfor har Dansk Røde Kors "opfundet" en ny måde at samle penge sammen til nødhjælp.

I stedet for at indbetale penge på et gråt og anonymt girokort, så laver man sin egen indsamling, og det er blevet en stor succes.

- Lige nu er der rigtig mange, der ser på, hvad vi gør her i Dansk Røde Kors. Det gælder både vores søster-organisationer i Røde Kors og andre danske hjælpeorganisationer som UNICEF og Læger uden grænser, siger Jesper Malm, der er chef for kommunikation i Dansk Røde Kors.

I løbet af det sidste år har over 1.000 danskere startet deres egen indsamling, og den nye måde at samle ind på, hvor folk mere synligt viser deres venner og familie, hvad de gør af gode gerninger er udviklet i de skandinaviske lande, fortæller Jesper Malm.

Pernille Hauge er én af dem, der samler penge sammen i omgangskredsen under sloganet "Pernilles venner støtter Pakistan". - Jeg synes, at det er en god ting. Jeg tror, at det er nemmere at give, når man får en personlig opfordring fra nogle venner, siger Pernille Hauge.

"Pernilles venner støtter Pakistan" har i alt fået indsamlet 1.350 kroner på to dage, og når der er mange af den slags indsamlinger, så bliver det til mange penge. Dansk Røde Kors vurderer, at omkring 15 procent af deres indsamlede penge nu kommer fra folks indsamlinger under eget navn, hvor pengene så bliver overført direkte til Røde Kors.

- Vi vil gerne lave en fortælling om os selv, og udtrykke hvem vi er, og det giver egen-indsamlingerne lige præcis mulighed for, slutter Jesper Malm fra Dansk Røde Kors.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: