Regionsaftale fører til fyringer
13. apr. 2011 06.49 IndlandI går afskedigede Herlev Hospital 37 ansatte, og i dag begynder en prikkerunde i samme størrelsesorden på Rigshospitalet.
De københavnske sygehuse kan nu for alvor mærke konsekvenserne af den rabataftale, Region Syddanmark sidste år indgik med Region Sjælland. Den betyder blandt andet, at Sjælland får 10 procents rabat, når den sender patienter til højt specialiseret behandling på Odense Universitetshospital i stedet for Rigshospitalet og Herlev Hospital.
Tilsammen skal de to hovedstadssygehuse spare godt 300 millioner kroner i år og til næste år blandt andet som følge af aftalen, og Region Hovedstaden anslår, at det samlede tab af sjællandske patienter løber op i 400 millioner kroner inden udgangen af 2012, skriver Fyens Stiftstidende.
Kun begyndelsen
Herlevs direktør Søren Rohde vurderer, at den aktuelle fyringsrunde kun er begyndelsen.
- Det kan ikke klares alene med naturlig afgang. Der vil komme flere afskedigelser på sygehusene i den kommende tid, siger han.
- For os handler det om at sikre så mange patienter og dermed specialer til Odense. For taber vi kampen om specialerne til København og Aarhus, kommer sygehusets universitetsstatus i fare, og det vil jeg ikke være med til, siger Region Syddanmarks formand, borgmester Carl Holst (V).
Hans formandskollega i Hovedstaden, Vibeke Storm Rasmussen (S), erkender, at aftalen uden om København, betyder strammere budgetter på sygehusene, som må tilpasse sig virkeligheden.