Holck-sagen har kostet to millioner kroner

Det er et mysterium, hvorfor Justitsministeriet pludselig gav efter for Indiens pres, siger advokat.

Hele affæren om udlevering af Niels Holck til Indien har formentlig kostet cirka to millioner kroner.

Det vurderer danskerens advokat, Tyge Trier.

Han siger, at der fortsat er mistanke om, at Justitsministeriet gav efter for usaglige motiver, da embedsmændene for lidt mere end et år siden besluttede at udlevere Niels Holck til Indien, hvor tortur er et udbredt fænomen.

- Det er meget glædeligt, lyder det fra Tyge Trier om rigsadvokatens stop for sagen.

Mysterium

- Tilbage står mysteriet om, hvorfor tre justitsministres efter min mening korrekte behandling af sagen igennem årene pludselig skulle ændres af Lars Barfoed uden saglig grund, siger advokaten.

Han hævder, at ministeriet har behandlet risikoen for tortur på en overfladisk måde.

I øvrigt sparker Tyge Trier igen til et retspolitisk forslag:

Sager om udlevering af danske statsborgere til andre lande bør tages væk fra Justitsministeriet.

I stedet skal opgaven placeres hos rigsadvokaten, som er en uafhængig myndighed, mener han.

Kalder det spild af ressourcer

Tyge Trier mener i øvrigt, at ministeriets beslutning har medført et spild af ressourcer.

- Med allokering af omfattende ressourcer hos Justitsministeriet, Nordsjællands Politi, hos statsadvokaten, forsvarersalær med videre er det vel noget mere end to millioner kroner, siger advokaten.

Både i Retten i Hillerød og i Østre Landsret har det taget flere dage at tage stilling til sagens talrige aspekter.

Dommerne har vurderet konventioner og love, før de sagde nej til at udlevere Niels Holck.

Årsagen er, at der fortsat er "udbredt og systematisk tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling af personer" i fængsler og i politiets varetægt.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: