Børnene får ingen ombudsmand
03. jan. 2012 06.31 IndlandBørnene får alligevel ikke deres egen ombudsmand. Det lovede både Socialdemokraterne SF og Enhedslisten ellers op til valget, men de radikale siger nej.
En børneombudsmand skulle hjælpe børn i skilsmissesager, voldssager, tvangsfjernelser og andre sager, hvor myndighederne ikke har behandlet deres sag korrekt.
De radikale vil imidlertid ikke være med af principielle årsager, skriver 24timer.
Ærgelse i Børnerådet
- Med en Børneombudsmand vil man lukke op for en lavine af nye ombudsmænd, og så vil der gå inflation i ombudsmandsinstitutionen, mener partiets gruppeformand Marianne Jelved.
Der ærgrer formand for Børnerådet Lisbeth Zornig Andersen.
- Vi havde gerne set, at børnene havde fået deres egen ombudsmand. Nu afventer vi, hvordan regeringen så vil konstruere et lovforslag, som lever op til FN's børnekomités anbefalinger, siger hun.
Et særligt børneombud
S, SF og Enhedslisten argumenterede i et beslutningsforslag fra marts 2011 mod, at Folketingets Ombudsmand fortsat skulle tage sig af børnesager. De henviste i bemærkningerne til forslaget til, at kun fem ud af flere end 3.000 behandlede klagesager i 2007 var fra klagere under 18 år.
I dag mener socialminister Karen Hækkerup, at der skal oprettes 'et særligt børneombud under Folketingets Ombudsmand'.
- På den måde giver vi børn og unge langt bedre muligheder for at få hjælp, hvis deres rettigheder ikke overholdes af for eksempel en kommune. Ombudsmanden bliver også meget mere tilgængelig for de børn og unge med en hjemmeside, der kan guide dem hen til den rigtige hjælp, mener hun.