Grænsen blev nået med rengøring hver 4. uge
11. jan. 2012 11.24 IndlandÆldres hjemmehjælp er i høj grad kommet i fokus, når det gælder kommunale besparelser.
I dag blev grænsen nået, da Hørsholm kommune af Statsforvaltningen fik besked om, at rengøring i de ældres hjem en gang om måneden er for lidt. Tidligere blev der gjort rent hver 14. dag, men nu bliver det nok hver 3. uge.
Senere på året skal retten tage stilling til en anden sag anlagt af Ældresagen fra Køge kommune, der for at spare penge har frataget flere ældre deres hjemmehjælp.
Ikke rengøring jul og påske
I oktober afgjorde Det Sociale Nævn i Region Syddanmark, at kommunen godt kan kræve, at en borger køber en robotstøvsuger, der typisk koster mellem 2.500 og 3.000 kroner. En sag der nu skal afgøres i Ankestyrelsen.
Ældresagen har også klaget over, at Fredensborg kommune ikke ville give de ældre rengøringshjælp jul/nytår og ved påske, sådan at der på de tidspunkter kunne gå op fire uger mellem rengøringen.
Her fik kommunen medhold, fordi der ikke i Serviceloven står bestemte krav til, hvor ofte der skal gøres rent, og fordi der kun to gange om året bliver tale om, at der kan gå fire uger mellem rengøringen.
Vurderer hver enkelt
Ingen steder i Serviceloven står der, hvor ofte der skal gøres rent i en ældre borgers hjem, det afhænger af en individuel vurdering.
Og netop vurderingen menes at være årsagen til, at Statsforvaltningen før jul gav Kolding kommune medhold i, at det var i orden at ændre kriterierne for hjemmehjælp i 2009.
Kommunen ville kun give hjælp til borgere, der var ude af stand til, eller meget vanskeligt kunne løse en praktisk opgave. Derfor ville man gennemgå hver enkelt ældres behov, og det må kommunen gerne, meddelte Statsforvaltningen.
Statsforvaltningen undersøger også Fakse kommune, fordi ældre tildeles midlertidig hjælp, hvor der kan kræves brugerbetaling, samt Nyborg kommune, hvor hjælpen er reduceret uden en vurdering.
Ikke del af husholdningen
Og en vurdering af hver enkelt er afgørende, siger John Klausen, der er lektor i socialret ved Aalborg Universitet.
- Kommunerne skal altid tage udgangspunkt i hver enkelt borger, fordi behovene er forskellige. Der står i Serviceloven, at der hver gang skal være tale om en konkret vurdering, siger han.
Når det gælder kravet om indkøb af en robotstøvsuger siger John Klausen, at der efter hans mening ikke er lovhjemmel til at stille et sådant krav.
- Ankestyrelsen skal nu vurdere, om en robotstøvsuger er en del af en almindelig husholdning. Det mener jeg ikke man kan endnu, men måske kan man om 5-6 år, siger han.
John Klausen siger, at besparelser på hjælpen til ældre ikke er et nyt fænomen.
- For 10-12 år siden afviste flere kommuner at give hjælp til indkøb, fordi de ældre blot kunne bestille varer til levering. Men det blev underkendt, siger han.