Skoler i kamp mod elevers fravær
Friske boller på skolen og kontrol i alle timer af, hvem som er der. Det er blandt de redskaber, som skal få eleverne i Frederikshavn til at passe skolen.
Fem skoler er med i et kommunalt projekt, som skal afprøve forskellige ideer til at få eleverne til at stoppe pjækkeriet.
- Efter en sygedag havde jeg lige overvejet at trække den lidt længere - blive væk en ekstra dag, siger Nikola fra 8. klasse på Ålbæk Skole syd for Skagen.
Fravær øger risiko for kriminalitet
To-tre elever i hver af Folkeskolens klasser med større elever pjækker så meget, at de vil få meget svært ved at gennemføre en ungdomsuddannelse og passe et arbejde.
- Vi har nogle få elever, der har et fravær, der ligger helt op på 40 procent. Og er man meget fraværende, så ryger man hurtigt ud af det sociale samvær, som er på en skole, siger skoleleder Per Hesthaven på Ålbæk Skole.
Noget der ifølge projektleder på fraværs-projektet og ssp-koordinator i Frederikshavn Pernille Høgh ofte har alvorlige konsekvenser:
- Fraværet betyder, at man øger risikoen for, at de aldrig får en ungdomsuddannelse, og for at de kommer ud i misbrug og kriminalitet. Så at få et positivt fremmøde er positivt på rigtig mange fronter, siger hun.
Friske boller og timekontrol
I projekt >Positivt Fremmøde< skal fem skoler afprøve forskellige tiltag. Blandt andet servere morgenmad, føre kontrol i alle timer med hvem, der er der, lade en socialrådgiver komme på skolen og udpege en trivselsperson.
- Vi skal få øje på nogle metoder, som egner sig til at nedbringe fraværet. og så ser vi hvilke af indsatserne, som har nedbragt det mest. Og så vil vi skrue op for den knap, og udbrede det til de andre skoler, siger Pernille Høeg.