Tvivl om indtægt fra betalingsring
22. jan. 2012 00.06 IndlandI regnestykket bag betalingsringen tager Transportministeriet udgangspunkt i et højere antal hverdage med tæt trafik, end der reelt er i løbet af et år. Ministeriet tæller nemlig juli med, selv om mange pendlere holder ferie i den periode og derfor ikke vil krydse ringen.
Det kan betyde 150 millioner kroner mindre i indtægter, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten søndag.
Transportminister Henrik Dam Kristensens embedsfolk har forudsat, at der er 250 hverdage med tæt trafik på et år. Men i et notat om betalingsringen fra samme ministerium fra august 2011 slog embedsmændene fast, at "der typisk i juli er væsentligt færre biler, der pendler ind og ud af København".
Avisen har bedt ministeriet om at forklare, hvorfor der alligevel lægges 250 dage til grund i regnestykket. Ministeriet oplyser i en mail, at "der er færre biler på en hverdag i juli, men antallet er som bekendt ikke nul". Desuden henvises til et konsulentfirmas vurdering af, at trafikken kun falder med 10-20 pct. i juli.