Popcornposer ødelægger børnevaccinationer
25. jan. 2012 17.54 Indland
Opdat.: 25. jan. 2012 18.49Alle børn bliver vaccineret mod difteri og stivkrampe. Men en ud af ti vaccinationer virker ikke, fordi børnene har giftstoffer i blodet. Stofferne kommer fra blandt andet papir- og papposer, men bruges også i tøj. Og de kan være med til at neutralisere vaccinens virkning. Det afslører danske forskere i en ny undersøgelse, skriver Ingeniøren i dag.
- Vi ved, at PCB og dioxin kan skade immunforsvaret, så de to stoffer jagtede vi. Så fandt vi i stedet denne sammenhæng med PFC. Det er mildt sagt overraskende, siger en af forskerne bag undersøgelsen professor Phillippe Grandjean fra Syddansk Universitet.
Popcorn-poser er den store synder
Forskerne bag undersøgelsen anser det for sandsynligt, at vaccinationer kun er et billede på, at polyfluorerede stoffer forstyrrer immunsystemet. Og resultatet giver derfor anledning til stor bekymring, mener Phillippe Grandjean.
Der findes omkring tusind polyfluorerede stoffer. Den største synder er ifølge en undersøgelse fra DTU popcornposer til mikroovnen. Men stofferne bliver brugt til et hav af formål, som udnytter, at de både skyer fedt og vand.
Mest udbredt er stofferne i imprægnering til både tøj, f.eks. Gore-Tex, tæpper og andre tekstiler og til fremstillingen af slip-let-pander og -gryder.