Smuthuller betyder færre bilafgifter

Der sælges flere biler, men alligevel er indtægten fra registreringsafgifter styrtdykket. Årsagen er smuthuller i afgiftssystemet.

Salget af biler satte rekord i 2011, men afgiftskronerne er ikke væltet ned i statskassen, skriver Jyllands-Posten.

Sidste år blev der solgt 10.000 flere privat- og varebiler end i 2007. Alligevel er indtægten fra registreringsafgifter i samme periode dykket 9,3 milliarder kroner - fra 24,3 milliarder kroner til knap 15 milliarder kroner.

- Folk er meget kreative og finder huller i afgiftssystemet. Demo-modeller og leasingbiler er smutveje som gør, at statskassen ikke får den afgift, man ville have fået, hvis bilerne var solgt på ordinær vis, siger Torben Kudsk, der er chefkonsulent i FDM.

Salg af flere små biler

Et kig på den betalte afgift opgjort pr. nyindregistreret privat- og varebil i årene 2006-2011 viser, at statens indtægter i gennemsnit er dykket 29 procent pr. handlet bil. Det har fået indtægten for hver ny bil til at falde fra 108.000 kroner til 77.000 kroner.

Med til at presse statens milliardindtægt er et voksende salg af små, billige biler og en voksende eksport af nyindregistrerede biler.

En stopper for spekulation

Enhedslisten er rystet over de tabte milliardindtægter.

- Det er voldsomt og viser bare, at jo før vi kommer i gang med en omlægning af bilafgifterne jo bedre. Vi skal have sat en stopper for, at man kan spekulere sig uden om bilafgifterne, siger skatteordfører Frank Aaen.

Regeringen har annonceret en omlægning af bilafgifterne uden dog at sætte dato på forløbet.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: