Gigtforening: Læger mister troværdighed
07. feb. 2012 10.27 IndlandDet er undergravende for lægernes troværdighed, at der gang på gang kan sættes spørgsmålstegn ved deres uafhængighed.
Så klar er meldingen fra Gigtforeningens direktør, Lene Witte, efter at der den seneste tid har været fokus på lægernes habilitet i forbindelse med sagerne om de farlige ASR-hofteproteser og brystimplantaterne fra PIP.
Lene Witte bakker derfor op om Lægeforeningens forslag om at stramme reglerne for lægernes samarbejde med producenterne af medicinaludstyr, så de matcher reglerne for de virksomheder, der laver medicin.
- Vi skal have langt mere åbenhed og gennemsigtighed i samarbejdet mellem læger og industri.
- Der må ikke kunne fattes mistanke om, at lægen vælger ud fra andre hensyn end patientens, siger Lene Witte.
Regler skal strammes yderligere
Med de nuværende regler kan medicoindustrien, som producerer medicinaludstyr, lave opsøgende salg på hospitaler, hvilket er forbudt for virksomheder, der laver medicin.
Samtidig er det tilladt for læger at reklamere for medicinaludstyr, mens de ikke må reklamere for medicin.
Lene Witte fortæller, at Gigtforeningen tilbage i 2003 foreslog stramninger af reglerne. Reglerne er strammet, men ifølge Witte tilsyneladende ikke nok:
- Som det ser ud nu, er lægernes troværdighed under pres, og det er skadeligt for hele standen.
- Og så er det særligt trist for de mange læger uden sponsorer, der bliver slået i hartkorn med kolleger, der kan mistænkes for at lade lægegerningen påvirke af industriinteresser, siger hun.
/ritzau/