Anklager: Eksmanden gravede Lisa ned
07. feb. 2012 10.39 IndlandDer er ingen tvivl om, at det var den tidligere samlever til Lisa Sofie Engelhardt Andersen, som dræbte den 37-årige kvinde den, 22. december 2010.
I hvert fald ikke, hvis man spørger anklager Christian Schrøder.
Det fortalte han tirsdag formiddag ved Retten i Glostrup, da han holdt sin procedure i sagen mod den 49-årig eksmand, JP, som er tiltalt for drabet.
- Hun døde ikke en naturlig død, som det er de fleste af os forundt. Hun døde for JP’s hånd, som kvalte hende, ja lige frem kværkede hende, lød det fra anklageren under proceduren.
Kan dømmes ud fra vidneforklaringer
Lisa blev fundet dræbt og nedgravet nytårsdag 2011 nær en rideskole i Herlev efter at have været forsvundet i mere end en uge.
- Hun fik heller ikke en almindelig begravelse, som det er os andre forundt. Hun blev begravet i den decemberkolde jord med den tiltalte i rollen som graver.
Ifølge anklageren er beviserne i sagen så stærke, at JP kan dømmes alene ud fra de vidneforklaringer, som er i sagen. Dertil kommer de tekniske spor, som ifølge Christian Schrøder blot gør sagen endnu stærkere.
Den 49-årige mand har gennem hele sagen nægtet sig skyldig, og hans forsvarer, Henrik Stagetorn, forlanger da også frifindelse.
- Der er ikke tilstrækkelige beviser til, at der kan ske domfældelse, lød det fra Henrik Stagetorn, der holdt sin procedure efter anklageren.
- Det er anklageren, der har bevisbyrden, og det er ikke tilstrækkeligt at høre, hvad anklageren tror, at der er sket, lød det fra Henrik Stagetorn.
Kendelse afsiges onsdag
Senere tirsdag trækker rettens tre dommere og seks nævninge sig tilbage for at votere om den 49-åriges skyld.
Onsdag afsiger retten så kendelse om, hvorvidt manden er skyldig eller ej. Hvis han kendes skyldig, så skal retten derefter fastsætte en straf.
En eventuel straf i denne sag vil formentlig komme til at ligge i omegnen af 12 års fængsel.
/ritzau/