- Jeg kan se min stjålne taske med GPS
09. feb. 2012 11.33 Indland
Opdat.: 09. feb. 2012 11.51For et par uger siden fik Mikkel Hilgart stjålet en taske fra sit arbejde i Allerød. I tasken lå blandt andet en iPad og en iPod.
Senere kunne han sammen med sin far hjemme fra sofaen i Birkerød via tjenesten "Find my IPad" følge tyvens færden, spore den stjålne iPad og fortælle politiet, hvor tyvekosterne var. Men politiet har ikke gjort noget, fortæller Mikkel Hilgart.
- Jeg ved, hvor mine ting er, og jeg kan få dem til at sige lyde, så de er nemme at finde. Derfor er det er meget frustrerende, at politiet ikke har gjort noget, siger Mikkel Hilgart til DR Nyheder.
Ikke nok ressourcer
Mikkel Hilgart og hans far fik at vide, at politiet ikke havde ressourcer til at tage ned og hente tingene.
- Det var nok ikke det, der lå højest på deres prioritetsliste, for det er jo bare en taske, men det vil jo ikke tage mere end en time at gå ind og finde den, siger Mikkel Hilgart.
Tasken ligger i et asylcenter i Nordsjælland, og det er derfor politiet har svært ved at lokalisere den, fortæller chefpolitiinspektør i Nordsjælland.
- Det er jo en stor bygning, og det betyder, at vi skal gennemsøge 30-40 værelser for at finde den, siger han.
Et stort område
Det er blevet mere almindeligt at udstyre sine værdier med en tyverichip, der kan vise præcis hvor den stjålne genstand befinder sig.
- Selv om det kan se ud til, at placeringen er meget præcis, kan det være svært at spore. Hvis det er et stort boligområde, er det ikke præcist nok til, at vi bare kan gå ud og finde tingene, siger Flemming Drejer.