Boom i korte lærlingeaftaler
12. feb. 2012 22.48 IndlandDer er de seneste to år i byggeriets uddannelser sket et boom i korte uddannelsesaftaler af helt ned til omkring et halvt års varighed.
Forklaringen skal kun søges et sted.
Krisen.
Det er organisationer og erhvervsskoler enige om, skriver Licitationen.
'Kun midlertidigt'
Når krisen er slut, skal det atter være ordinære uddannelsesaftaler, der er 'kongevejen' til et svendebrev i byggeriet.
Sådan siger Louise Pihl, afdelingschef i Dansk Byggeri.
- En ordinær uddannelsesaftale er klart at foretrække både for arbejdsgiver og lærling, men en kort aftale er bedre end ingen aftale, lyder det fra hende.
En god idé
Det er uddannelsesleder Klaus Mønster fra Københavns Tekniske Skole enig i.
- Men de korte aftaler er kommet for at blive, idet der i visse situationer kan være fordele ved at have sin praktiktid hos forskellige arbejdsgivere med forskellige specialer, siger han.
I 2007, inden krisen ramte byggeriet, var knap en tiendedel af aftalerne korte eller restaftaler efter skolepraktik.
I 2010 og 2011 var de korte aftalers andel vokset til omkring en tredjedel.