Amerikanske medier opdager DR's Obama-drillerier

Amerikanske medier har fundet ud af, at DR-programmet Detektor har nærstuderet den amerikanske præsidents 'genbrugs-ros' til Danmark.

Amerikanske medier har fundet ud af, at DR-programmet Detektor har nærstuderet den amerikanske præsidents rosende ord om danskerne og fundet ud af, at Barack Obamas ord ikke ligefrem er reserveret til danskerne.

Den amerikanske overskrift lyder:

"Dansk tv-vært håner Obama for hans retorik"

Slår hårdere end vi burde

Da statsminister Helle Thorning-Schmidt i februar var på besøg hos præsident Obama, roste han Danmark ved at sige, at Danmark har "Punched above its weight" i international politik. Talemåden er kendt fra boksning og betyder, at man slår hårdere end vores vægtklasse berettiger til.

Dermed siger han, at Danmark har vist sig stærkere end landets størrelse indikerer. Det skriver Weekly Standard og andre amerikanske medier. Avisen linker til et youtube-klip, hvor der er sat engelske undertekster på programmet Detektor.

I programmet undersøger værten Thomas Buch-Andersen, hvor meget vi egentlig skal lægge i den amerikanske præsidents ord.

Genbrugs-ros

Resultatet som Detektor finder frem til i udsendelsen er, at netop dét bokseudtryk er et udtryk, som Obama bruger meget ofte, når han har besøg.

I programmet viser Detektor et klip af Obama sammen med den norske statsminister Jens Stoltenberg. Her siger den amerikanske præsident:

- Jeg har sagt det før, jeg siger det igen. Norge slår hårdere end den vægtklasse landet er i.

Programmet viser derefter klip, hvor den amerikanske præsident siger præcis det samme om Holland, Irland og Filippinerne.

Til sidst siger værten på Detektor, Thomas Buch-Andersen:

- Måske har kopieringstasten sat sig fast på Obamas taleskrivers tastatur?

Se videoen med det omtalte Detektor-program ovenfor.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: