Lægekonsulenter må ikke udtale sig om arbejdsevne

Lægekonsulenter går for vidt, når de udtaler sig om, hvor mange timer syge borgere kan arbejde, fastslår Ankestyrelsen.

De kommunale lægekonsulenter går alt for langt, når de udtaler sig om syge borgeres arbejdsevne.

Det konkluderer Ankestyrelsen i en undersøgelse af 36 sager om fleksjob og førtidspension. Ifølge Ankestyrelsen udtaler lægekonsulenten ofte sig om et præcist antal timer, som borgeren vil være i stand til at arbejde ugentligt, skriver Avisen.dk.

Derved kommer lægekonsulenten indirekte til at forholde sig til retten til for eksempel fleksjob eller førtidspension, advarer Johan Busse, der er borgerrådgiver i Københavns Kommune.

Konsulent dikterer afgørelse

- Man risikerer, at afgørelsen bliver påvirket af udtalelsen. Man risikerer også, at borgeren får indtryk af, at det er lægekonsulenten, der dikterer afgørelsen, siger han til Avisen.dk

Ankechef Pernille Fejfer kalder det "problematisk", hvis en lægekonsulent udtaler sig om en persons arbejdsevne.

- Det kan skabe tvivl hos borgere om, hvorvidt det er kommunen eller lægen, der har kompetencen til at vurdere borgerens arbejdsevne og dermed også vurdere, om man er berettiget til førtidspension eller fleksjob, siger ankechef Pernille Fejfer.

Skal hold sig væk fra timetal

Lægekonsulenten skal holde sig langt væk fra at sætte præcise timetal på borgeres arbejdsevne, understreger hun.

- Lægen skal udtale sig om det lægelige, herunder diagnoser, behandlingsmuligheder og skånebehov. Spørgsmålet om, hvor mange timer, man kan arbejder, har at gøre med arbejdsevne, og det er alene kommunen, der skal vurdere det, siger Pernille Fejfer.

Formanden for Foreningen af Kommunalt Ansatte Læger, Claus Malta Nielsen, er enig i, at lægekonsulenten ikke skal vurdere den konkrete arbejdsevne, men peger på, at undersøgelsen også viser, at kommunerne efterspørger vurderinger af arbejdsevnen.

- Vanskeligheden opstår, hvis sagsbehandleren efterspørger en vurdering af arbejdsevnen, eller hvis kommunen har skabt en kultur, hvor lægekonsulenten får den rolle. Så er det nemt at blive fanget på at svare på spørgsmålet, siger han.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: