Sundhedsstyrelsen advarer om sars-lignende virus

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du søger læge, hvis du kommer hjem fra Qatar og Saudi Arabien med influenzaagtige symptomer.

Har man rejst i Qatar eller Saudi Arabien, og får man inden for de første 10 dage efter hjemkomst feber og hoste, åndenød eller vejrtrækningsbesvær, skal man kontakte sin læge.

Anbefalingen kommer fra Statens Serum Institut (SSI) og Sundhedsstyrelsen (SST), efter det engelske Health Protection Agency har isoleret en ny coronavirus fra en patient med alvorlig lungesygdom og påvirket nyrefunktion.

Patienten er overflyttet fra Qatar og havde forinden også været i Saudi Arabien, hvor man for nylig identificerede en lignende coronavirus hos en anden patient, som døde efter alvorlig lungesygdom.

- Som udgangspunkt er coronavirus en almindelig forkølelsesvirus, men nogle gange ser man jo virusvarianter, som kan give grundlag for alvorlig sygdom, fortæller overlæge og chef for enheden for sygehus og beredskab i STT, Søren Brostrøm.

Sars-lignende virus

Der findes forskellige typer coronavirus, som normalt giver almindelig forkølelse, hoste og snot, men sjældent også kan medføre mere alvorlige infektioner i luftvejene. Den nye coronavirus tilhører samme virusgruppe som Sars-virus.

- Som vi så med Sars, kan de nye virustyper fra tid til anden give anledning til mere alvorlige sygdomme. Og det har vi indtil nu set i to bekræftede tilfælde - og et muligt tredje - med alvorlige luftvejssymptomer, siger Søren Brostrøm.

Han understreger, at det ikke er ensbetydende med, at den nye virus har stort smittepotentiale. I øjeblikket ved man ikke, hvor smitsom det er fra person til person - eller om der overhovedet er smittepotentiale.

Ingen alvorlig bekymring

Ingen af de personer, som har været i tæt kontakt med tilfældet fra England, har efterfølgende udviklet symptomer.

- Vi tager det så alvorligt, at vi går ud med en anbefaling til befolkningen og lægerne, men det er ikke noget, som befolkningen skal være bekymrede for. Så skal vi nok komme med en anden udmelding, lover Søren Brostrøm.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: