Derfor fængsles PKK-støtter

Store indbetalinger til en konto hos den kurdiske tv-station ROJ TV, fastholder fængsling af PKK-støtter.

Store indkast i en døgnboks i Danske Bank til ROJ TV og sms'er med formålet for indsamling af millioner får Østre Landsret til at stadfæste varetægtsfængslingen af ni mistænke for terrorstøtte til den militante organisation PKK.

Det skriver landsretten i en pressemeddelelse kort efter stadfæstelsen fredag af ni ud af 10 sigtede i sagen.

Optagelser fra overvågningskameraer viser, at to af de sigtede især fra novem­ber 2011 til januar 2012, flere gange har lavet indkast i døgnboks hos Danske Bank.

- Af kon­toudskrif­ter vedrørende ROJ TV’s støttekonto i Danske Bank fremgår, at der dagen efter indkastene i døgn­bok­sen er registreret indsat op til mere end 700.000 kroner per gang, skriver Østre Landsret.

Dømt for propaganda

Koblingen fra ROJ TV til terrorstøtte går via en dom fra Københavns Byret i januar i år. Her blev ROJ TV dømt for at have "vist propaganda for PKK og dermed har fun­geret som talerør for PKK og på denne måde fremmet organisationens virk­somhed".

Samtidig har politiet været på besøg i pizzeriaer, fundet indsamlingslister ved ransagninger og opsnappet sms'er, der peger på, at seks sigtede har medvirket til at indsamle millioner af kroner blandt herboende kurdere.

To af de sigtede har været involveret på et mere overordnet niveau, viser politiet rumaflytninger ifølge Østre Landsret.

Indsamlede 67 millioner

De 10 kurdiske mænd skal i løbet af tre år have indsamlet 67 millioner kroner i Danmark. Oveni skal der være formidlet yderligere cirka 140 millioner kroner fra PKK -kredse i Danmark til PKK, mener politiet.

Ved at give pengene til ROJ TV mener landsretten, at der er begrundet mistanke om, at pengene er gået til støtte af PKK.

På grund af sagen alvorlige karakter og forklaringer fra de sigtede vurderer retten, at de på fri fod kan sætte en kæp i efterforskningen.

- Der er til­strækkeligt grundlag for at antage, at de sigtede på fri fod vil bestræbe sig på og have mulighed for at vanskeliggøre den fortsatte efterforskning, skriver Østre Landsret i en pressemeddelelse.

Samtidig vurderer landsretten, at de sigtede måske vil stikke af til udlandet, hvis de bliver løsladt, da mindst tre af de sigtede ikke har tilknytning til Danmark.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: